Sådan påvirker iOS14 og iOS15 opdateringerne din Facebook-markedsføring
Apples seneste opdateringer har ændret muligheden for digital annoncering. Her får du overblik over, hvad opdateringerne betyder, og hvordan du fortsat kan bruge Facebook som effektiv markedsføringskanal.
Måske har du hørt om den berygtede iOS 14 opdatering, der blev en realitet for alle Apple brugere i foråret 2021. Den påvirker nemlig ikke kun brugerne. Den påvirker også vores muligheder for at tracke data.
Kort sagt betyder iOS 14 opdateringen, at Apple nu tvinger alle apps til at bede brugerne om samtykke til at tracke deres data. Brugerne skal tilvælge tracking fremfor at fravælge den, som det tidligere har været tilfældet.
Hvad betyder de nye vilkår?
Facebook er langt fra begejstret for Apples opdatering, for det er blevet sværere at finde frem til de rigtige brugere og lave målrettede annoncer til dem.
Vi har stadig data på alt det, der sker på Facebook, men vi kan ikke følge brugerne videre til andre platforme. Problemet opstår, når brugerne forlader Facebook. Den data, der før i tiden har givet os indsigt, er blevet mere upræcis og mangelfuld, da 75% af Apple brugerne fravælger tracking.
I Danmark bruger over halvdelen af danskerne Apple-enheder, så de nye vilkår påvirker rigtig mange virksomheder, som er afhængig af trafik fra Facebook.
Målgrupperne i vores annoncer bliver mindre, og vi har begrænsede muligheder for at lave look-a-like audiences og retargeting. Det bliver også sværere at se effekten af Facebook-annonceringen, fordi mange data ikke er tilgængelig længere.
Hvad gør vi så ved det?
Det ikke er slut med at anvende Facebook som annonceværktøj. Men det er blevet sværere at opnå gode resultater.
Facebook prøver at finde løsninger som f.eks. Facebook Shop, hvor det er muligt for brugerne at se webshoppens produkter på Facebook og Instagram, og derfra lægge det i kurven. På sigt er det Facebooks plan, at brugerne skal have muligheden for at betale direkte på Facebook uden at skulle omkring webshoppen.
Der er dog et par tekniske hacks, jeg vil anbefale dig at sætte i værk for at få adgang til mere tracking.
- Få verificeret dit domæne, så det er muligt at prioritere hændelserne på din hjemmeside. Før opdateringen kunne du spore op til 8 hændelser, nu kan du kun spore 1. Ved at prioritere dine hændelser, kan du selv vælge, hvilken hændelse, du vil have data på.
- Få opsat Server Side Tracking med Conversion API, hvor hændelserne er serverbaseret i stedet for browserbaseret og dermed går udenom VPN’s og Adblockers. Vi har set tilfælde, hvor det før API-sporing var muligt at tracke 400-600 hændelser dagligt, og med API-sporing steg det til 1.200-1.400 hændelser dagligt.
Fokuser på dit indhold
Med den begrænsede mængde data kan du ikke i samme grad som før følge din målgruppe på tværs af kanaler. Derfor er det blevet endnu vigtigere at lave godt indhold, der fanger din målgruppe og giver dem værdi. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg.
Brug den data du opsamler på Facebook til at lave retargeting. Vi har f.eks. god erfaring med at producere godt videoindhold for vores kunder, der skaber brand awareness og interaktion. Når vi efterfølgende laver retargeting-annoncer målrettet brugere, der har set mindst 50 % af videoen, giver det også salg.
Og så kom der lige en opdatering mere…
Apple har lanceret iOS 15 opdateringen, som bl.a. har indflydelse på din emil marketing. Med denne opdatering får brugerne en ’Hide My Email’ funktion, hvor Apple laver en fake e-mailadresse til dem. Hvis den er slået til, er det ikke længere muligt for dig at se, hvilke modtagere, der har åbnet hvilke mails. Det er surt, hvis du gerne vil lave mailkampagner målrettet læsere, der har åbnet tidligere mails. Derudover scanner Apple mailen inden, den bliver modtaget, så dit mailsystem tror, mailen er blevet åbnet, og derfor er åbningsraten nu meget større og misvisende.
Der er ingen tvivl om, at der er flere opdateringer på vej. Derfor må mit bedste råd til dig være, at du ser på tendenserne og den generelle performance på tværs kanalerne i stedet for at fokusere på en enkelt kanal.
Har du brug for hjælpe med din online markedsføring? Kontakt os på 97 35 33 55.